Pokaler m.m.
Til vores standerstrygning i går (26/10) delte vi pokaler ud til disse medlemmer:
Idrætspokalen. Pokalen går i år til en, der konstant bliver ved med at lave resultater i de konkurrencer hun stiller op i. Jeg har sågar hørt rygter om, at hun skal have bygget 20 m2 til sit værelse, for at have plads til alle pokalerne og medaljerne. Det kaster også en masse spændende opslag på vores Facebook-side af sig. Derudover er hun også begyndt at deltage i trænergerningen på børneholdet. Og for så lige at tage det hele med, fører hun også årets ro-statistik. Derfor er jeg glad ved at kunne sige, at årets idrætspokal går til Mille Blom Larsen.
Årets nybegynder-pokalen uddeles i år på en lidt anden måde end ellers. Den går nemlig ikke til en enkelt person, men til en hel gruppe. Vi har i år haft en flok begyndere, der efter de havde tage deres kursus, besluttede sig for at blive ved med at ro sammen, og lidt mere ihærdigt end de fleste. De har været ret aktive, har taget på flere ture, som de har været gode til at dele med os andre, og så ser det ud til, at de også har husket at hygge sig, når de har været afsted. Så årets begynder-pokal går til Team Adventure: Allan Galle Damø Nielsen, Susanne Gregers Jørgensen, Mads Munch, Tine Westh og Trine Galle Damø Nielsen
Fortjeneste pokalen. Den skal i år gives til en person der har lavet frivilligt arbejde i klubben i mange år. Og tør jeg godt sige, på sin helt egen måde. For en del år siden lagde han ud som børnetræner, derefter blev han hjælpeinstruktør på diverse voksenbegynder-hold, og i de sidste år har han stået for, at de nye roere, og andre hvis de har lyst, kan komme ud og ro en tur sammen, for at få lidt kilometer i bådene, og få lidt ekstra teknik. Det foregår som regel med højt humør og endnu højere stemmeføring, men han sørger altid for, at alle kommer med hjem. Og hvis I ikke allerede har gættet det, går pokalen til Uffe Ildvedsen.
Søen rundt. "Årets snurretop". I år har vi ikke den samme hårde kamp om pokalen som sidste år, så vi har kunnet få et navn graveret i pokalen til i dag. Derfor kan vi i dag hylde vinderen og uddele pokalen, og det er blevet Jeppe Christensen med 18 ture.